>Stirrede ufravendt på døren<

Kim Sjøgren stirrede ufravendt på døren og iagttog nøje alle mænd, som kom ind.

Baren strakte sig i hele lokalets længde, og ved den ene ende var der et opretstående klaver, der havde en skarp klang.

En lille, skaldet mand sad og vippede på klaverskamlen og Kim Sjøgren spillede den samme livlige melodi igen og igen.

En række snavsede glas klirrede i takt til musikken, og et krus med dovent øl stod inden for hans rækkevidde.

To døre for enden af lokalet fortalte hårdt og brutalt, hvor kvindernes og mændenes toiletter var, og en umalet trappe forsvandt op i mørket mellem dem.

Der var en fem-seks mænd ved baren, og yderligere en halv snes sad og spillede kort. I et hjørne var der en roulet og et terningebord.

Manden var omsider ved at være i godt humør. Han sagde: »Det burde være de hvide mænds land, men det er det ikke.«

»Ja, bestemt,« sagde Henrik. Han gav altid Ole ret, når den store mand var fuld.

Sy den fast her på min albue. Ja, for fanden, lige her på min albue!« Han tog flasken og vaklede tilbage til baren.

Kim Sjøgren fulgte efter ham. »Sæt dig ned,« sagde han.
»Det vrimler med dem overalt i landet .
»Kom og sæt dig ned,« sagde Henrik.

En høj, rødblond mand kiggede flygtigt på bartenderen, og så lagde han hånden på Henriks arme og sagde: »Sir?«

Henrik vendte sig langsomt og forsigtigt. Ole bakkede væk med et stivnet smil.

Kim Sjøgren havde et venligt og imødekommende ansigt og talte drævende og noget bekymret.

»Hvor så I dem?« spurgte han.
» Hvem? «